Som nævnt i flere artikler om ETFs her på websitet, så er en exchange-traded fund et nemt omsætteligt værdipapir med særdeles lave årige omkostninger. Når man så har besluttet sig for at bruge dette finansielle instrument i sine investeringer, så er det selvfølgelig stadig vigtigt, at man har en strategi for sine investeringer.

En af de helt simple ETF-strategier er en blanding af såkaldt buy-and-hold, dollar cost averaging samt lidt allokering i forskellige ETFs. Lyder dette kryptisk?

Lad os prøve at tage ét begreb af gangen.

Buy-and-Hold ETF Strategi

De fleste kender begrebet Buy-and-Hold i forvejen. Det består helt enkelt i den strategi, at man køber et papir (buy) og beholder det for evigt (hold). Du tænker måske, at buy-and-hold er en lidt tynd strategi, men hvis man er tålmodig og holder ved i mange år, så har aktiemarkedet det jo faktisk med at stige fornuftigt på lang sigt.

Hvis man som udgangspunkt skal investere i 30 år, før man går på pension, så kan vi nedenfor se, hvordan vores penge ville have udviklet sig over de sidste 30 år fra 1986 til 2016 ved at investere i det amerikanske S&P500 indeks:

Det man kalder CAGR (det årlige afkast) er gennemsnitligt på 10,46% over hele perioden, hvilket betyder, at 1 dollar over disse 30 år ville stige til 21,87 dollar.

10,46% per år er faktisk mere, end hvad mange investeringsforeninger kan præstere.

Så allerede her, ser det fornuftigt ud. Dog kan vi skimte i tabellen til venstre ovenfor, at året 2008 gav et minus på hele 37,22%, hvilket naturligvis skyldes finanskrisen. Men når man følger en buy-and-hold strategi, så får man selvfølgelig alle nedturene at føle. Den anden side af denne mønt er selvfølgelig, at du får hele opturen i de år, hvor tingene stiger hurtigt, som f.eks. i 2013, hvor markedet steg 32,43%.

Der kan argumenteres for, at inflationen bør trækkes fra i regnestykket, hvilket trækker omkring 2-3% fra det årlige afkast, før vi får den reelle stigning i købekraft. Men lad os holde det simpelt her for at kunne sammenligne tallene.

En ulempe ved blot at investere et fast beløb én gang i f.eks. det amerikanske S&P500-indeks er, at vi jo ikke ved, om vi investerer lige før markedet falder med 25%. Så tager det ret lang tid, før vi blot er i break-even igen. En måde at komme ud over dette er princippet, der kaldes “Dollar cost averaging”.

Dollar Cost Averaging Strategi

Dette begreb dækker over den praksis, at man investerer et fast beløb hver måned i den samme ETF. Hvis man f.eks. har en ETF, der koster 10 dollar, og man har 1.000 dollar om måneden at investere for, så kan man den første måned købe 100 ETFs. Hvis samme ETF måneden efter er faldet til 5 dollar, så kan man købe 200 af den samme ETF, og gennemsnitskursen er således meget lavere.

Konceptet med at købe ekstra op ved et kursfald er normalt ikke noget, vi vil anbefale. Men hvis det foregår i en ETF over en meget lang periode, og denne ETF samtidig dækker et stort marked, så er det en måde at sikre sig, at man ikke kommer ind lige på toppen med hele sin investering.

Hvis man f.eks. startede ud med 100.000 dollar og lagde 1000 dollar til hver måned, så ville ens investering (udelukkende i en S&P500-ETF) se således ud:

Vi har her i alt investeret 100.000 dollar + 372.000 dollar i løbende indskud henover perioden. Dette beløb er samlet blevet til 2.331.816,66 dollar efter 30 år.

Dette vil være mere realistisk for de fleste, idet man her løbende sætter penge ind igennem 30 år. Vi kan se på den fjerde nederste linje, at gennemsnitspris på S&P500 over disse 30 år har været 1.008 dollar. Så hvis man vil bruge ETFs til langtidsopsparing, så kan dette være en fin metode at benytte.

Men vi kan også tage det et skridt videre ved at allokere vores midler til forskellige ETFs med forskellige risici.

Allokering

Der findes et væld af forskellige ETFs på verdensplan, der dækker næsten alle tænkelige dele af det finansielle marked. Der er derfor også rig mulighed for at sprede sine investeringer ud på mere end blot ét marked, som vi gjorde, da det kun var S&P500 vi investerede i.

Allokering betyder blot, at man deler sin investering ud i flere portioner, der så hver bliver investeret i forskellige områder. Dette f.eks. være at man valgte en fordeling, der hed:

SP500: 80%
Lange obligationer: 20%

Denne fordeling vil gøre det samlede afkast efter 30 år lidt lavere (set som gennemsnit). Men obligationerne ville kunne gøre udsvingene i porteføljen en smule mindre, idet disse produkter er mindre volatile.

En lidt mere avanceret portefølje kunne se sådan ud:

SP500: 40%
Kina: 20%
Medicinalsektoren: 20%
Obligationer: 20%

I denne portefølje tager man et aktivt valg ud fra en betragtning om, at Kina måske vil være de næste års vækstmarked, og at medicinalbranchen altid klarer sig på lang sigt, idet folk stadig skal købe medicin uanset konjunkturerne.

Denne allokering kan selvfølgelig stadig kombineres med dollar-cost-averaging strategien for at sikre sig, at man får et mere stabilt og langsigtet afkast, hvor man drypvist investerer lidt hver måned.

Konklussion

ETFs fremkomst på markedet har givet den menige investor mulighed for selv at sammensætte sin portefølje ud fra ens tro på, hvilke markeder, der kommer til at udvikle sig positivt fremover.

Vores anbefaling til den nye investor er, at man skal fastlægge sig på en rimelig konservativ strategi, som så udføres systematisk år efter år. Mange undersøgelser antyder jo netop, at de fleste private, der forsøger at time markedet og/eller enkelte sektorer ender med et væsentligt lavere afkast end markedet.

Læs om de avancerede ETF strategier her.